Det bliver væsentligt nemmere at omregistrere sit iværksætterselskab til et ApS i forhold til, hvad reglerne tidligere har foreskrevet. Der er nemlig lempet på kapitalkravet.
Tidligere har der været krav om, at egenkapitalen i iværksætterselskabet skulle være på 40.000 kr. for at kunne blive omregistreret, men det er nu lavet om til, at der bare skal være en virksomhedskapital på 40.000 kr.
Det er med den nye lov ligegyldigt, hvis selskabet har haft år med underskud, så egenkapitalen eventuelt er tabt. Det eneste krav, der bliver med de nye regler, er, at virksomhedskapitalen minimum skal udgøre 40.000 kr.
Der er forskellige måder, hvorpå virksomhedskapitalen kan forhøjes. Man kan som ejer foretage et kontant indskud i selskabet på forskellen imellem den nuværende virksomhedskapital og kravet på de 40.000 kr. Ved indskud af kontanter skal dokumenteres, at pengene er indbetalt til selskabet. Det kan fx ske ved et bankbilag, der viser, at kapitalen er indbetalt på en konto tilhørende selskabet, eller ved en erklæring fra revisor eller en advokat.
Det kan også være, at der er nogle reserver under selskabets egenkapital, der kan bruges til at lave en fondsforhøjelse. Ved en fondsforhøjelse sker der således ikke indskud af kontanter eller andre værdier.
Alternativt kan man foretage et apportindskud af aktiver, eksempelvis en bil eller maskine. Hvis man vælger denne løsning, er der krav om, at der skal udarbejdes en vurderingsberetning fra en revisor, hvor revisor bekræfter værdien af det indskudte aktiv.
Måske har ejeren et tilgodehavende i selskabet, som kan konverteres til egenkapital. Hvis det er tilfældet, vil tilgodehavendet blive flyttet fra en gældspost i selskabet og op under egenkapitalen. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at konvertering af gæld kan give skattemæssige udfordringer, så sørg for at få det undersøgt, inden muligheden for gældskonvertering vælges.
L 82 bygger på en bred politisk aftale og trådte i kraft den 1. januar 2021.